Costas Markides, professor i strategisk ledelse ved London Business School, er verdenskendt for sit arbejde med strategisk disruption og forretningsmodeller. Hans seneste bog Organizing for the new normal handler om, hvordan organisationer skal agere i en foranderlig verden, hvor kompleksitet og usikkerhed er de eneste konstanter. Oplev Costas i en virtuel live talk i aulaen på Aarhus Universitet, hvor du blandt andet også kan møde vores skarpe alumner Marianne Kirkegaard, Executive Chairman i Baker & Baker, og Henrik Ørholst, erhvervskommentator på TV2 News.
Formiddagen byder på en række perspektiver på, hvordan du kan arbejde mere strategisk i din organisation. Et emne der er særlig aktuelt i lyset af de mange kriser, vi er stillet over for i 2023, som udfordrer strategier og forretningsmodeller såvel som samfundet.
Der er lagt op til inspiration og viden på tværs af fagligheder med indlæg fra lederen med solid international erfaring fra store virksomheder og bestyrelser såvel som universitetets egne forskere Niels O. Lehmann, prodekan ved Arts, og Johanne Korsdal Sørensen, ph.d. i sociologi og antropolog – samt ikke mindst guru i strategi og ledelse Costa Markides fra London Business School. Dagen faciliteres af Henrik Ørholst, der med udgangspunkt i sin bog Absolut strategi vil føre os sikkert gennem klassiske strategiske spørgsmål såvel som ny teori på området og sikre, at vi alle er med på hele rejsen.
Arrangementet er gratis for medlemmer af Alumnenetværket og henvender sig til alumner på tværs af Aarhus Universitet, der er nysgerrige på strategi og ledelse i teori og praksis.
Fotograf: Lars Kruse
Happy Hours – dobbelt op på faglighed er en serie af seminarer med fokus på at give en tværfaglig forståelse af komplekse problemstillinger og ledelsesudfordringer. Seminarerne kombinerer viden og værktøjer fra forskere på tværs af fagligheder og praktiske erfaringer og indsigt fra ledere. Seminarerne bliver afholdt som morgen- eller fyraftensmøder og diskuterer aktuelle emner inden for ledelse, kommunikation, teknologi, samfund, etik, sundhed og miljø. Der er mulighed for spørgsmål og interaktion, og vi afslutter med en opsamling af relevante takeaways og praktiske råd.
Seminarrækken er en unik mulighed for medlemmer af Aarhus Universitets Alumnenetværk for at få en tværfaglig tilgang til udfordringer i arbejdslivet og udvide deres netværk.