Hvorfor mindfulness? Der er stigende fokus på mental sundhed, og mindfulness er en af de metoder, man kan bruge til at træne sin mentale sundhed.
Lone Fjorback er speciallæge i psykiatri, ph.d og lektor, samt certificeret senior MBSR-underviser og centerleder ved Dansk Center for Mindfulness. Med baggrund i seneste forskning giver Lone Fjorback os indsigt i, hvordan man kan træne mental sundhed med mindfulness og forbedre opmærksomhed, indsigt, læring og motivation. Lone deler erfaringer fra videnskabeligt dokumenterede træningsprogrammer til trivsel og til forebyggelse og behandling af stress, angst, depression og smerter.
Dansk Center for Mindfulness er et forskningscenter på Aarhus Universitet, der forsker i træning af mental sundhed. Træning af mental sundhed kan øge trivsel, reducere stress, forebygge depression og nedsætte risikoen for sygdomme.
Helt aktuelt bliver mindfulness på recept nu en realitet. Dansk Center for Mindfulness arbejder i øjeblikket på at implementere MBSR-kurser til praktiserende læger i Region Midtjylland. De første patienter modtages til maj.